Farfar overtog Egelund i 1912, og der kom min far til verden i 1914. Min far, Tage Rasmussen, begynder sine erindringer således:

"Dengang lærer Olesens søn Holger var færdig med skolen, skulle han ud at lugte til landbruget. Han kom hen til en yngre gårdmand og hans kone, som var blevet gift året før og som boede på gården Egelund. En dag kom manden ud til Holger og sagde: "Her har du 25 øre. Kan du så løbe hen til Hans Pejsen og sige, at nu må han godt køre. Og kan du løbe rigtig stærk, skal du få to 25 ører." - Det var en aftale med Hans Pejsen, Nørvanggård, at han skulle køre efter jordmoderen, når tiden var inde. Holger benede af sted. Han ville gerne tjene de penge. - Hans Pejsen og Madammen kom tids nok. Sådan gik det til, at jeg blev født den 16. juli 1914, fjorten dage før første verdenskrig brød ud."

I 1916 købte farfar og farmor Ferupgård. Farfar var typen på en jysk bonde. Bondenavnet var for ham et hæderstegn. Farfar havde sine valgsprog. Én af dem var: Giv aldrig tabt, først da er du en slagen mand! Et andet var: Aldrig færdig, altid på vej! Farfar fulgte sine valgsprog. Han gav aldrig op, og han blev aldrig færdig, han var altid på vej. Hvis vi gav op, skulle han snart være der: "Besværligheder er til, for at de skal overvindes!"

Farfar havde mange tillidsposter. Han var bl.a. sognerådsmand, men der meldte han fra i trediverne. Han ville ikke ud at pante sine naboer for skat. Han fik tildelt Ridderkorset, men han bar det kun den dag, han var ovre og takke dronningen. Farfar var meget beskeden, han ville ikke prale med Ridderkorset.

Da farfar døde i 1969, skrev Karl Nielsen, tidligere præst i Ågård, et brev til min faster, hvori der bl.a. stod:

"Jeg har sjældent mødt et Menneske, der samtidig  sagde så lidt - og så meget. Selv hans Tavshed var talende. Jeg personligt savner, at jeg ikke fik sagt din Far en varm Tak, inden han døde. Det var ikke en Gæld til ham, jeg derved ville ryste af mig, den bærer jeg gerne. Men jeg ville have sagt dette blufærdige Menneske: Nu må du finde dig i, at jeg roser dig. Du uhyggeligt beskedne Mand, du var en Eg i Skoven - at du ved det! Og til hans nok så bekendte Bemærkning: Sig nu ikke for meget! ville jeg have svaret: Jo, nu vil jeg sige for meget, du skal ikke blive ved at kule mig ned: du er et ubestikkeligt Menneske, der sår en Sæd, hvor mange af os andre sår Ukrudt!
Jeg fik det ikke sagt, og nu må I Børn nøjes med Efterklangen - Tak alle sammen!"

Min tipoldefar på farmors side, Morten Olsen Albeck, stammede fra Albeckgården i Snejbjerg ved Herning. Efter statsbankerotten i 1813 gik mange bønder fra deres gårde, og familien her måtte også forlade deres hjem. Min oldemor er født Albeck. Hendes far måtte som 8-9 årig ud på heden som hjorddreng og vogte får. Her gik han og strikkede strømper. Han var en rigtig konkoltringsknæjt, som Blicher skrev i Mads Doss. Her lærte han fuglene at kende, og han vidste, hvor de havde deres reder.

Som ung dansk dragon kom han sydpå og lå indkvarteret på Vonsild Kro. Der traf han plejedatteren, Anne Marie Holm, som han blev forlovet med. De blev gift og fik en ejendom på Vonsild Mark.  Tipoldefar var meget nøjsom og en stor slider. Tipoldemor var noget ud over det almindelige. Hun læste meget og lånte altid bøget på Kolding Bibliotek. Hun døde i 1904, næsten 90 år gammel. Tipoldefar døde godt 10 år før.

De fik fem børn, hvoraf min oldemor, Oline, var den yngste. Hun blev gift med oldefar, Kristen Kristensen, der var født den 27. januar 1850. Han var fra Aabo ved Ormslev nær Århus. Hans far, Rasmus Kristensen, var lærersø, fra Tiset ved Testrup. Han blev bestyrer for en ung enke på Aabo Skovgård. Senere blev gift med enken. Han var en dygtig landmand, blev sognefoged og Ridder af Danebrog, som der står på hans gravsten på Ormslev kirkegård.

De fik 7 børn, hvoraf oldefar var den yngste. Den ældste, Knud, var gift med Sidsel. Min farmor far fortalt, at hun var en noget "sød" dame, der altid ville kysse dem farvel, når hun kom på besøg, derfor gemte de sig altid.

Mange i oldefars slægt var gode til at tegne. En søstersøn til oldefar var den kendte kunstmaler, Rasmus Christensen, der bl.a. malede "Niels Kjeldsen i kamp", der hænger på Koldinghus.

Oldefar, Kristen Kristensen, kom som 18 årig til Bjørnbaks skole i Viby - "han skulle ha` kundskaber", mente hans far. Senere kom han på Rødkilde Højskole på Møn. - Han blev blev gift med Andersine, en velhavende gårdmandsdatter fra Framlev, med hvem han fik tre børn. Deres mor døde tidligt, og så stod han der med tre små børn. - På gården var et fællesmejeri for byen. Den gang var det på mode, at unge piger skulle "lære mejeri", derfor kom der en ung pige fra Vonsild ved Kolding, som hed Oline Albeck. Efter nogle års forløb blev de gift og fik syv børn, hvoraf den ældste var Ingeborg, min farmor.

Oldefar og oldemor var begge stærk optaget af den grundtvigste bevægelse og var med til at oprette Bering Valgmenighed, hvor Jørgen Teilmann var præst. Oldefar var en noget lukket natur, hvorimod oldemor havde et sind, der let kunne overvinde besværlighederne. Hun havde kærlighed til de svage og undertrykte og havde desuden noget af et poetisk sind.

Farmor fortæller fra sin barndom:

"Vi havde en stor skøn Have i Ormslev. Ved den ene Side laa der en anden stor have, og ved den anden den store Præstegaardshave og Kirkegaarden omkranset af hundredaarige Træer. Man kunne lige se Spiret af Kirken over dem. De Haver var, som Mor sagde, mit Barndomsparadis.

Meget tidligt kan jeg sige, jeg elskede naturen. Mulig var det en Arv fra min Morfar, der gik paa Heden og passede Faar. Han kendte alle Fugle derude. Saadan kendte jeg alle Fugle i Haven. Jeg kendte enhver paa sin sang. Hvis jeg hørte en ny, maatte jeg endelig ha` den set paa nærmere Hold. Saa kunne jeg studere, hvor de smuttede ind for saa at finde en Fuglerede. Ja, - de smaa Fugle var mine Venner! Og der var om Morgenen og ved Aften en jublende Fuglesang imellem de Træer og Buske."

Farmor fortsætter:

"Naa, men legetiden faar Ende! - "De trak mig fra Solen af Sted til Skolen." (Kaalund). - Jeg var meget undselig, nærmest bange for Fremmede, saa det var en haard Overgang at komme i Skole. Jeg var lidt ældre og Anna lidt yngre end den Skolepligtige Alder. Men saa kunne vi to Søstre følges ad. - Mor fik en i hver Haand, saa gik det ned til den lille Pogeskole nede i Byen. Lærerinden var en Enke, der havde været gift med en Sønnesøn af Blicher. - Da vi saa gik derned - jeg med Hjertet i Halsen - og vi saa Børnene løbe og legede, vilde jeg vende om, men Mor holdt fast. Jeg kan endnu huske, vi stavede Maa-ne, og da jeg saa efter Mor, var hun forsvunden. Hvor følte jeg mig ene og hjælprløs; men da jeg kom hjem, kan jeg huske, jeg følte mig saa stor. Jeg havde begyndt paa et vigtigt Afsnit i Livet - Skolen."

Om julen har farmor skrevet:

"Vi havde saa den velsignede Jul, som Far og Mor gjorde saa festlig. For dem var Julen en Virkelighed. Hen på Eftermiddagen samlede far os og fortalte om Nisserne, han havde mødt ude i Marken, og saa lavede han over det en Historie saa festlig. - Naar selve Juleaften kom, læste Far en lang Bøn, som han havde fra sit Barndomshjem. Saa gik Julen ind. Mor læste for os "Nat i Østen er jo saa lang", - og ved Juletræet og senere paa Aftenen sang Far for med sin kønne Stemme "Et Barn er født", "Velkommen igen", Glæden hun er født i Dag" o.s.v. - Det var en Juleaften, som vi Børn gerne ville efterligne i vore Hjem."

Farmor blev lærerinde og virkede som sådan, til hun blev gift med farfar. De skabte et dejligt hjem på Ferupgård for deres fem børn, hvoraf min far var den ældste. Børnene kom til at gå i Ågård Friskole hos Thorvald Støvring og Poul Lindholm, der begge mestrede den store fortællerkunst. Og de sang. Hver time begyndte som regel med en sang, og det var ofte over et emne, som skulle behandles i timen.

Farfar havde købt en jumbe og en lille islænder, der skulle fragte dem til skole. Far fortæller:

"Når vi børn skulle køre de 7 km til skole i jumben med islænderen for, var det mig, der bestemte i vognen. Jeg havde opdraget Helge til at tage hatten af for tre personer, vi kunne møde på vor vej, nemlig lærer Hansen, Ferup, doktor Winther, Ågård og pastor Brûcker, ligeledes fra Ågård. Når vi nærmede os dem, råbte jeg: "Hatten af, Helge!" Men inden han fik skindluen af, var vi som regel kommet forbi."

Børnene fik deres middagsmad på Højgård, hvor deres faster Kirsten boede. Hun var gift med Aksel Østerlund. Der var et ordentlig bordfuld med karlene og pigerne foruden de mange børn. Aksel Østerlund var hurtig færdig med at spise. Det var ikke rart at være sidst. Én af karlene sagde, at hvis man kom til at stikke forkert på en kartoffel, så var man uhjælpelig bagefter!

Far har ofte fortalt om de lange vinteraftener, hvor farmor læste op, - og ikke kun for børnene, men også for karlene og pigerne. Det gjorde hun ikke kun den gang, men også da mine søskende og jeg var børn. Hun læste Ingemanns romaner, Hostrups komedier, Bjørnsons fortællinger, Sigrid Undset og Selma Lagerlöfs dejlige historier og mange andre ting. Ligeledes blev Højskolesangbogen brugt flittigt. - Farmor havde en evne til at fange børns opmærksomhed. Jeg har utallige gange siddet sammen med farmor på hendes lille bænk ved hækken under ledningerne til huset. Der sad de mange svaler og gav deres besyv med, og farmor oversatte det til menneskesprog - i hvert fald sådan, at en lille pige kunne forstå det og blev grebet af det.

Da Helge, min yngste bror, kom i 1. klasse og skulle have bibelshistorie, spurgte lærerinden børnene, om der var nogen af dem, der kendte historien om Adam og Eva, hvortil Helge udbrød: "Mig og farmor har for længst været igennem hele bibelhistorien!" Fortællinger er befriende, vi finder måske os selv i fortællingen, og det kan vi holde skjult. Derved åbner det en verden for os og giver os mod til at leve og opleve.

Jeg er født i Meng, lige syd for Hejlsminde. Min farfar blev syg, så far skulle hjem og overtage gården. Derfor flyttede vi til Ferupgård i 1949. Der blev lavet en aftægtsbolig til farfar og farmor i den ene ende af stuehuset, og vi børn nød godt af at have dem boende så nær ved. Det har givet os et helt specielt indhold i barndommen, som har givet os styrke i vores voksenliv.

Jeg er vokset op sammen med mine tre brødre i et hjem i en jysk landbokultur, hvor foreningslivet trivedes. Der var et stort sammenhold og rigtig mange aktiviteter for alle. Vi cyklede mange km for at spille håndbold, gøre gymnastik eller gå til bal.

I dag ser verden anderledes ud, og det er naturligvis godt på mange punkter, men vi skal ikke være blinde for, at ved at fokusere på udviklingen, sker der også en afvikling. Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke afvikler noget ganske fundamentalt, nemlig noget af den danske kultur, som generationer før os har været med til at skabe. Vi skal være åbne for udvikling og andre kulturer, men vi skal værne om de rigdomme, som vore forfædre har givet os, og det kan vi, hvis vi ikke glemmer at være mennesker med mulighed for at være noget for hinanden og opleve det nære, tage del i et fællesskab med andre, der er bygget på samhørighed og varme, og ikke på ligegyldighed og kulde. Vi skal pase på hinanden!

Det har været et privilegium at have sine forældre så længe, som vi har haft. Begge ligger nu på Ågård Kirkegård ved siden af farfar og farmor, men vi savner dem til at samtale, opleve og hygge med.

Søndergård, som Ove og jeg boede på i 24 år, havde kun 3 td. land jord. Vi var ikke dygtige landmænd, som mange af mine forfædre. Vores besætning på et par får blev slagtet, og hønsene tog Mikkel, men vi havde et godt sted for drengene at vokse op, havde Sørensen, vores kat, og Ayla, vores hund, foruden de mange firbenede gæster i pensionen, så der var nok at give sig til.

Når jeg læser om de mange gæve mænd og kvinder tilbage i min slægt, bliver jeg fristet til at sige, at de har levet et liv, der aldrig dør. Fortiden rækker ind i fremtiden!