|
Årgang 1945 må være en god årgang, for da sluttede 2. verdenskrig, men der er løbet maget vand i åen siden hin dag i juli, hvor jeg kom til verden.
Jeg har haft en god og varm barndom, der var beriget af de oplevelser, den nærhed og det sammenhold, som fandtes på landet på en gård med både karle og piger. På Ferupgård var der et rigt folkeliv, som mine forældre forstod at værne om. Vi lærte og oplevede fællesskabet, som for mig er noget af det vigtigste i livet.
Min barndom er så længe siden, at vi havde farfar og farmor boende i aftægtsboligen i den ene ende af stuehuset, og det var et paradis for os børn. Min farmor førte os ind i den litterære verden, hvad hun gjorde på en måde, der fik både os børn og folkene på gården til at lytte med stor interesse, og det drejede sig om bøger som f.eks. Ingemanns romaner og Selma Lagerlöffs samlede værker. Farmor havde en fantastisk fortællerevne.
Efter min skoletid i Ferup Skole og Realskolen i Kolding, Var jeg "ung pige i huset", for det skulle pigerne, når de ville uddanne sig til sygeplejerske. Derefter fulgte 3 højskoleophold og senere sygeplejeelev. Desværre har jeg arvet en ryg, der ikke kan holde til det hele, og det satte en stopper for uddannelsen, så da begyndte mine rejser til udlandet. Det blev til mange år i England, Frankrig, USA og Schweiz, hvor jeg arbejdede som guvernante, var ansat inde for ældreforsorgen og som leder på børnehjem.
Det var en utrolig spændende tid, hvor jeg fik indblik i en anderledeshed i forhold til danske normer. Jeg følte mig meget rig på oplevelser, da jeg kom tilbage til Danmark igen.
Jeg bliv gift med Ove, og vi flytte ud på den smukt beliggende Søndergård i Hylke lidt uden for Kolding. Vi fik 2 pragtdrenge, Rasmus og Mads. De er nu godt i vej med gode uddannelser og job.
Jeg har været så privilegeret at kunne være hjemme ved drengene, mens de var små. Da startede jeg hundepensionen, som jeg drev i 25 år. Det er mange år, hvor jeg har haft mulighed for at følge mange dejlige mennesker i deres færden.
Desværre måtte jeg sælge min pension, da min slidgigt, efter mange års hårdt arbejde, gjorde, at jeg måtte opgive mit livsværk. Søndergård blev solgt til Gitte Visbech Madsen, der driver pensionen videre på formidabel vis. Hun er et dejligt menneske, som jeg sætter stor pris på og har megen kontakt med. Min gang på Søndergård er derfor fortsat efter salget.
Igennem min voksentilværelse har jeg altid interesseret mig for samfundsspørgsmål, men det var først, da drengene blev større, at tiden til også at virke uden for hjemmet kunne gøres uden dårlig samvittighed. Efter nogle år i Venstres bestyrelse blev interessen for politik skærpet, så efter flere opfordringer stillede jeg op til kommunevalget, - og blev valgt. Efter 5 år så jeg mig nødsaget til at stoppe, da en knæoperation ikke lykkedes som forventet og endte med stationære smerter.
Da Søndergård blev solgt, flyttede jeg ind i en dejlig lejlighed i Kolding, hvor jeg bor rigtig rart og centralt. Ove flyttede til Møn. Jeg har et godt liv med mine interesser og mine gode venner.
Jeg er indtil nu velsignet med fire dejlige børnebørn. Ove har tre børn af første ægteskab. Johannes og Mette har Sofie, Anders og Poul, en smuk ung kvinde og to flotte fyre. Jeg er en stolt Bedste til disse tre. Og lige så stolt en Mormor er jeg til Marianne og Finns Mie, der selv valgte at blive døbt, da hun var 10 år. En utrolig sød, klog og eftertænksom pige. Rigmor har ingen børn, dog har Hanne, som Rigmor lever sammen med, to dejlige unger. Så jeg har faktisk seks børnebørn. Det er altid dejligt at være sammen med disse skønne unge mennesker!
|